Skip to main content
AllergiVærdier

Natur vs. kemi

By 20/12/2020No Comments

Naturen er skøn, og for tiden vinder produkter med naturlige ingredienser frem i stor stil. Vi vil gerne kigge lidt ind på, hvad det betyder, at en ingrediens er naturlig i modsætning til kemisk, og hvad det betyder for det endelige produkt.

Hos Ulala har vi sat nogle kriterier op for, hvilke produkter vi vil have i shoppen. At produkterne skal være naturlige, er ikke et af kriterierne, og det vil vi gerne fortælle lidt mere om. Indledningsvist er der ingen definition på, hvornår et produkt er naturligt, men en løs tolkning må være, at produktet alene indeholder ingredienser, som er af naturlig oprindelse. Det kan fx være olier, bivoks og vand. Alt sammen ingredienser, som du og jeg kan indkøbe og blande sammen til et lækkert hudplejeprodukt.

I takt med, at mange i stigende grad har fået fokus på at passe på miljø, krop og sind, har kemi fået et dårligt ry. Ordet i sig selv har fået en negativ klang, og mange syntes, at det lyder rigtig godt, når et produkt er “fri for kemi”. Det er dog ikke berettiget. Kemi kan være godt, og kemi kan være skidt. Men det kan naturlige ingredienser også. Mere om det straks nedenfor.

En udbredt misforståelse er, at produkter der alene indeholder naturlige ingredienser og dufte, ikke er allergifremkaldende eller irriterer huden. Det er imidlertid sådan, at en lang række naturlige stoffer er lige så allergifremkaldende som parfume, og faktisk også klassificeres som parfume. Det gælder f.eks. for æteriske olier som jasmin, lavendel, rose, kamille og citrus. Det er alle stoffer, der dufter dejligt og ofte lovprises for deres indhold af vitaminer eller “beroligende effekt”, men som egentlig slet ikke egner sig til at blive efterladt på din hud, da de kan forårsage hudallergi og allergiske reaktioner.

Den helt store forskel på et produkt med naturingredienser og ingredienser fremstillet i et laboratorie er, at i et laboratorie har du fuld kontrol over produktets aktive indholdsstoffer. Det har du ikke i samme grad ved de naturlige ingredienser, som kan være forurenet fra andre stoffer. Astma og Allergi udtaler i den forbindelse følgende:

Med naturlige ingredienser har producenten mindre kontrol over, hvilke stoffer der ender i det endelige produkt, fordi indholdsstofferne kan indeholde “forureninger” fra andre stoffer. Med syntetisk fremstillede ingredienser er der en høj grad af kontrol, og man ved lige præcis, hvad det enkelte stof er skabt af, fordi det er blandet i et laboratorium.

En anden rigtig klog pige, vi gerne vil fremhæve, er @cecilia.demant. Cecilia er uddannet kemisk ingeniør og er super passioneret omkring makeup og hudpleje og har en dyb og bred viden om hudpleje og kosmetik. Cecilia har i forbindelse med baggrunden for, hvorfor kemi er rigtig godt i forbindelse med hudpleje, udtalt følgende:

Én af årsagerne er, at kroppen ikke kan kende forskel på et kunstigt og et naturligt molekyle hvilket betyder, at rene stoffer er lige effektive (eller ineffektive) uanset deres oprindelse.

Efter at have dykket ned i emnet, er det vores klare opfattelse, at naturligt ikke er bedre end kemisk. Du får et langt renere produkt, når du producerer dit produkt i et laboratorium. De naturlige ingredienser er ofte også forbi et laboratorium, netop for at sikre, at deres kvalitet er som ønsket. Det er derfor rigtig fornuftigt, ikke at lade sig forblænde af det naturlige image og fordømme det kemiske. Kemi er ikke nødvendigvis skidt. Hold f.eks. i stedet øje med indholdet af parfume, inkl. æteriske olier og naturlige duftstoffer. Det er som nævnt allergifremkaldende på lige fod med parfume og bliver ofte (uberettiget) lovprist som en naturlig ingrediens, uden at kommentere på de negative effekter ingrediensen kan have.

Hvis du ikke har tid til at holde øje med ingredienslisterne på dine produkter, kan du selvfølgelig vælge den nemme løsning, og shoppe her hos os 😉

Klem fra Rikke & Ida.